Vintersalat med grønkål, halloumi, æble og avocado


Grønkålssalat med rosenkål

En fyldig vintersalat med grønkål, halloumi, æble, avocado, bagt rosenkål, søde kartofler, tørrede tranebær og salte mandler smager af mere. Salaten har det hele - det sprøde, søde og salte. Server salaten som tilbehør til vinterens varme retter eller kom den med i madpakken for lidt ekstra hverdagsluksus.

Ingredienser


200 g. finthakket grønkål

400 g. rosenkål

200 g. halloumi

2 søde kartofler

1 avocado

1 æble

75 g. tørrede tranebær

En håndfuld saltede mandler

1 spsk. citronsaft

2 spsk. friskrevet parmesanost

Olivenolie

Friskkværnet salt og peber

Fremgangsmåde


1

Tænd ovnen på 200 grader varmluft og skræl søde kartoflerne og skær dem i mundrette tern. Kom dem på en bageplade beklædt med bagepapir og drys olivenolie, salt og peber over dem. Bag søde kartoflerne i 30-35 minutter. Fjern dernæst de yderste blade af rosenkålen, inden du renser dem grundigt, skærer dem i halve og kommer dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys olivenolie, salt og peber over dem og bag dem i 25-30 minutter. Riv parmesan over rosenkålen, når de er færdigbagte.

2

Steg i mellemtiden halloumi i olivenolie på en middelvarm pande, til osten er gylden og sprød på ydersiden.

3

Kom finthakket grønkål og citronsaft i en stor skål og maser kålen med fingrene, så kålen falder en smule sammen. Tilsæt æble og avocado i tern, tørrede tranebær, stegt halloumi, bagt rosenkål med parmesan og søde kartofler. Top med salte mandler og en skefuld aioli.

Tips og Tricks


Hvis du vrænger på næsen over rosenkål så undlad det, erstat det med squash eller giv det en ekstra chance, for rosenkål er yderst lækkert. Prøv også at hælde lidt honning over halloumien, inden den tages af panden, det giver en god sødme til salaten. Du kan naturligvis også servere en dressing til salaten som alternativ til aioli.


Grønkålssalat med søde kartofler

Tags