Squashbrud smager præcis lige så godt som gulerodsbrud. De er lige så saftige, svampede og indeholder ovenikøbet fuldkorn i form af grahamsmel. De er nemme at lave og fungerer godt som sandwichbrød, men bedst smager de nybagte, lune og med et godt lag tandsmør på.
Ingredienser
25 g. gær
1 tsk. salt
1 spsk. honning
4 dl. lunken vand
15 g. bageenzymer, kan undlades
200 g. grahamsmel
300 g. hvedemel
30 g. blødt smør
200 g. squash, det svarer til 1/2 squash
60 g. solsikkekerner
1 æg
Fremgangsmåde
Start med at opløse gær i en skål med lunken vand. Tilsæt derefter salt, honning og rør rundt.
Tilsæt grahamsmel til skålen og rør godt. Dernæst tilsættes hvedemel og bageenzymer lidt ad gangen. Brug gerne en røremaskine til at ælte dejen i 10 minutter. Tilsæt eventuelt mere hvedemel, hvis dejen virker meget klistret. Slutteligt tilsættes blødt smør i tern, som æltes ind i dejen, til dejen er glat og hverken for våd eller tør.
Efter æltningen skal dejen hæve under et viskestykke i 1 time. Riv i mellemtiden squash groft.
Hæld dejen ud på et meldrysset bord og lav en fordybning i dejen, hvor revet squash, æg og solsikkekerner kommes i. Fold dejen ind over fordybningen og brug dernæst en saks til at klippe i dejen, så squash, æg og solsikkekerner blandes ind i dejen. Du kan også bruge en kniv til at hakke i dejen. Del så dejen i 12 squashbrud, der kommes over på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad squashbrudene hæve under et rent viskestykke i yderligere 40 minutter.
Forvarm ovnen til 200 grader varmluft og bag squashbrudene i omtrent 12 minutter, til de er gyldne.
Tips og Tricks
Det kan anbefales at erstatte solsikkekernerne med græskarkerner, hvis du ønsker en mere utraditionel udgave af de klassiske brud. Du kan også forsøge dig med at rive andre grøntsager såsom rødbeder, hvis du ønsker at eksperimentere med dit bagværk.