Squashbrød med chokolade


Dessert

Sofie Engkjær
Squashbrød

Kombinér duften af kanel og smagen af mørk chokolade med squash, og du får et svampet squashbrød, som enhver fan af bananbrød vil elske. Brødet, der minder meget om en kage, kan spises både koldt og varmt, med eller uden smørelse. Nyd brødet til morgenmad, eller server det for gæster på en kold efterårsdag sammen med rigelige mængder te.

Ingredienser


80 g. honning

80 g. smør

1 1/2 dl. mælk

2 æg

150 g revet squash (ca. 1 mellemstor squash)

200 g. hvidhvede fuldkornsmel

2 spsk. loppefrøskaller

1 tsk. bagepulver

1 tsk. kanel

1 nip salt

100 g. mørk chokolade

Fremgangsmåde


1

Forvarm ovnen til 180 grader varmluft, og beklæd en rugbrødsform med bagepapir.

2

Smelt honning og smør, og lad det køle lidt af.

3

I en skål blandes den smeltede honning og smør med mælk og æg, og det piskes godt sammen.

4

Riv squashen fint, og brug køkkenrulle til at presse overskydende væske ud af den revne squash. Kom den revne squash i skålen.

5

Tilsæt de tørre ingredienser til skålen med de våde ingredienser, og rør dejen forsigtigt sammen. Hak chokoladen groft, og vend den i dejen.

6

Hæld dejen i formen, og drys med valnødder eller cashewnødder. Bag brødet i ca. 45-55 minutter, indtil det er gennembagt.

Tips og Tricks


Tilsæt gerne flere varme krydderier, såsom lidt revet muskatnød og vaniljepulver. Grofthakkede valnødder klæder også brødet godt! Opbevar brødet på køl, eller skær det i skiver og læg dem i fryseren. Nyd brødet med smør eller nøddesmør.


Squashbrød med kanel og chokoladeSquashbrød med chokolade

Tags