En fyldig måltidssalat med bulgur, bagte søde kartofler, squash, stegt halloumi, oliven og frisk persille - lyder det som noget for dig? Så er salaten heldigvis simpel, og den kan nemt tilpasses årstidens grønt. Server salaten med salte mandler, hummus eller basilikumspesto og spis den som tilbehør til aftensmaden eller nyd den som en måltidssalat med brød til.
Ingredienser
Bulgur
1 dl. bulgur
3 dl. vand
Et nip salt
Ristede kikærter
1 dåse kikærter, 240 g. drænet vægt
Olivenolie
Salt og peber
Bagt grønt
3 små søde kartofler
1 grøn squash
Olivenolie
Salt og peber
Halloumi
Olivenolie
200 g. halloumi
Øvrige ingredienser
114 g. sorte oliven uden sten, drænet vægt
5 friske dadler uden sten
1/2 avocado
En håndfuld frisk persille
En håndfuld saltede mandler
Olivenolie
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Skær søde kartofler og squash i mundrette tern og kom ternene på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys olivenolie, salt og peber over dem, inden de bages i ca. 25 minutter, til ternene er gyldne og gennembagte.
Skyl kikærter grundigt, dup dem tørre og drys olivenolie, salt og peber over dem, inden de kommes på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem ved 180 grader i ca. 20 minutter, til de er gyldne og sprøde.
Skyl bulgur grundigt i en si og kog det i letsaltet vand i ca. 12 minutter ved middelvarme. Si eventuelt overskydende vand fra og hæld den kogte bulgur tilbage i gryden.
Varm olivenolie på en middelvarm pande og steg halloumien i ca. 2 minutter på hver side, til den er sprød og gylden. Lad halloumien køle af og skær den i mundrette tern.
Halver oliven og hak persille fint. Skær dadler og avocado i tern.
Rør bagte søde kartofler, squash, ristede kikærter, kogt bulgur, stegt halloumi, oliven, dadler, avocado og persille godt sammen i en skål og server med grofthakkede salte mandler, hummus og godt brød.
Tips og Tricks
Varier salaten alt efter sæsonens råvarer ved f.eks. at erstatte søde kartofler med butternut squash eller hokkaido græskar. Hvis du har en rest grønkål og granatæblekerner, må du endelig ikke tøve med at røre det i salaten. Du kan også bruge salatost i stedet for halloumi, som er mere tilgængeligt. Griller du? Så smid squash og halloumi på grillen, det bliver salaten kun bedre af.