Mangler du et godt alternativ til almindelige boller? Så spring ud i at lave disse lette, bløde og saftige fibersnegle. Bageenzymerne gør dem lette som en sky, og 5-kornsblandingen samt hørfrøene bidrager med struktur og bid. De er herlige til brunchbordet, oplagte som sandwichbrød og smager særligt godt på en dag i snegletempo.
Ingredienser
25 g havreklid
50 g 5-korns blanding (eller lign.)
50 g grahamsmel
3 dl kogende vand
25 g blødt smør
10 g mørk sirup
15 g hørfrø
1 tsk groft salt
1 dl koldt vand
25 g gær
425 g hvedemel
9 g bageenzymer (kan udelades men gør gærbrød ”fluffy” - købes i Bilka)
Fremgangsmåde
Bland havreklid, 5-korns blanding og grahamsmel i en skål. Hæld det kogende vand henover og rør det sammen og lad trække i 30 min, før du tilsætter smør, sirup, hørfrø og salt og blander det godt. Lad afkøle til lillefingervarmt.
Smuldr og opløs gær i et glas med koldt vand og ælt det i dejen.
Bland enzymer i melet og tilsæt blandingen i dejen over et par gange - ælt dejen godt i 12-14 minutter gerne på røremaskine (brug K-spaden). Dejen vil stadig være let klistret.
Flyt dejen over i en ren oliesmurt skål, hvor den hæver overdækket i 45 min ved stuetemperatur.
Skrab dejen ud på et meldrysset bord, og rul dejen ud til en rektangel på ca. 35×40 cm. Løft dejen indimellem og ”pudr” med lidt mel, så den ikke klistrer fast til bordet. Rul dejen sammen til en roulade fra den brede side.
Skær rouladen i 12 lige tykke skiver (ca. 3 cm), og fordel dem på to plader, beklædt med bagepapir. Tryk midten af sneglen lidt ned med en våd finger og drys med sesamfrø.
Sæt de to bageplader øverst i en kold ovn. Sæt en bradepande i bunden af ovnen og hæld 1 ltr kogende vand deri. Luk lågen og lad sneglene hæve over damp i 40 min. i kold ovn.
Tag pladerne ud og dæk dem med et opvredet viskestykke, mens ovnen opvarmes til 220 grader (alm. ovn ikke varmluft)
Bag fibersneglene ca. 17-19 min i den nederste tredjedel af ovnen – en plade ad gangen. Når sneglene er færdigbagte, afkøler de under et opvredet viskestykke, så dampen forbliver inde i brødet.
Tips og Tricks
Top gerne sneglene med hørfrø eller sesamfrø, du kan også putte sesamfrø i dejen fremfor hørfrø. Du behøver desuden ikke at lave dejen til snegle, de kan også sagtens formes til almindelige boller.