Rød spidskålssalat med bagt hokkaido, dadler og salatost


Vintesalat med rød spidskålssalat med hokkaido, salatost og hasselnødder

En fyldig og farverig vintersalat med rød spidskål, bagt hokkaido, dadler, salatost og ristede hasselnødder, som kan spises som tilbehør til vinterens vegetariske retter. Den kan også serveres til julens klassiske tunge retter for et friskt og farverigt indslag. Spis også gerne salaten som en måltidssalat med et godt stykke brød til.

Ingredienser


1/2 rød spidskål

1/2 hokkaido

8 friske dadler, uden sten

En håndfuld frisk timian

100 g. salatost

50 g. hasselnødder

Olivenolie

Friskkværnet salt og peber

Fremgangsmåde


1

Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Udhul hokkaidogræskaret for kerner og skær det i mundrette tern. Drys olivenolie og salt over ternene og bag dem i ca. 20-25 minuttter, til de er møre.

2

Rist i mellemtiden hasselnødder på en tør pande ved lav til middelvarme i et par minutter. Fjern skallerne med et rent viskestykke og hak nødderne groft.

3

Snit i mellemtiden spidskål fint og kram det med en smule olivenolie, til kålen falder sammen.

4

Skær dadler i tern og rør dem i salaten sammen med smuldret salatost, bagt hokkaidogræskar, ristede hasselnødder og frisk timian.

Tips og Tricks


Du kan udskifte dadler med friske sprøde æbler, tranebær eller appelsin, hvis du ønsker et strejf af jul. Lav også gerne en vinaigrette, som hældes over salaten lige inden servering. Erstat eventuelt ristede hasselnødder med ristede eller saltede mandler, hvis det er det, du har på lager. Lav en dobbeltportion, så har du både til aftensmadens tilbehør og madpakken den efterfølgende dag.


Rød spidskålssalat med hokkaido, salatost og hasselnødderVintersalat

Tags