Pastasalat med pesto, kikærter, grillost og squash


Vegetarisk pastasalat

Forbinder du pastasalat med kedelige skruer, ærter og majs fra frost og salte skinketern? Tøv ikke, for der findes heldigvis utallige opskrifter på mere inspirerende pastasalater, der smager af mere og alligevel er lige så nemme at røre sammen. Denne vegetariske pastasalat er med sprøde kikærter, stegt squash, grillost, oliven, peberfrugt og grøn pesto. Den smager sommerligt og kan enten serveres lun som tilbehør til sommerens grillmad, eller du kan nyde den kold i alt sin enkelthed.

Ingredienser


150 g. supperhorn

100 g. grillost/Halloumi

240 g. kikærter

110 g. grillede artiskokker fra glas

165 g. sorte oliven uden sten

1 rød peberfrugt

1 squash

3 spsk. grøn pesto

Olivenolie

Salt og peber

Fremgangsmåde


1

Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Dræn kikærterne for vand, skyl dem grundigt og dup dem tørre, inden de vendes i lidt olivenolie, salt og peber. Bag dem i ca. 20 minutter på en bageplade beklædt med bagepapir, til de er sprøde og gyldne. Kom de bagte ærter i en stor skål.

2

Skær squash i mundrette tern og steg dem sammen med artiskokker i olivenolie eller artiskokkernes egen olie på en middelvarm pande. Drys salt og peber over ternene, og steg til squashen er gylden og mør. Kom squashtern og artiskokker i skålen med kikærter.

3

Steg grillost i olivenolie på en middelvarm pande, til osten er gylden og gennemstegt. Skær den stegte grillost i mindre tern og kom ternene i skålen.

4

Kog suppehorn efter pakkens anvisning og rør dem i skålen med kikærter, artiskokker, squash og grillost.

5

Halver oliven og skær peberfrugt i mundrette tern. Tilsæt oliven og peberfrugt til skålen med pastasalatens øvrige ingredienser. Rør pesto i pastasalaten og server straks.

Tips og Tricks


Hvis tiden er til det, kan det varmt anbefales at lave din egen persille- eller basilikumspesto, men du kan også købe en frisk pesto fra supermarkedets køledisk, eller du kan nøjes med den billige på glas, som også fungerer fint. Lav gerne en stor portion af pastasalaten, så har du ekstra til madpakken og brug gerne den pasta, du i forvejen har. Server pastasalaten med ristede mandler eller pinjekerner.


Pastasalat med pesto, kikærter, grillost og squashPastasalat med pesto og kikærter

Tags