Nutellasnurrer


Dessert

Sofie Engkjær
Nutellasnurrer

Kanel-, kardemomme og marcipansnurrer - der findes mange af slagsen! I denne opskrift møder snurren chokoladesmørepålæg og hakkede mandler - et skønt og sødt match, som vil glæde børn såvel som voksne. Opskriften er lige til at gå til, den kræver blot en lille portion tålmodighed, når dejen hæver.

Ingredienser


Dej

50 g. smør

1 dl. græsk yoghurt el. cremefraiche

1 dl. vand

25 g. gær

2 æg (det ene til pensling)

2 spsk. rørsukker

1 tsk. vaniljesukker

¼ tsk. salt

400 g. hvedemel

Fyld

150 g. chokoladesmørepålæg

50 g. mandler, hakkede

50 g. mørk chokolade, hakket

Evt. et drys flagesalt

Fremgangsmåde


1

Smelt smør i en kasserolle. Opløs gær i en skål med lillefingervarmt vand og græsk yoghurt. Tilsæt smeltet smør, æg, sukker, vaniljesukker, salt og rør godt rundt.

2

Tilsæt hvedemel lidt efter lidt, til dejen er smidig og glat. Ælt dejen på en røremaskine eller med hænderne i 8 til 10 minutter. Tilsæt ekstra mel, hvis dejen er klistret. Lad dejen hæve under et rent viskestykke i 1 time.

3

Når dejen er færdighævet rulles dejen ud til et rektangel på et meldrysset køkkenbord. Smør chokoladesmørepålæg på hele dejen og drys hakkede mandler og chokolade over og evt. et drys flagesalt, inden du folder 1/3 af dejen ind mod midten og den resterende 1/3 foldes ind over den foldede dej. Dejen er nu i tre lag.

4

Rul kort dejen med en kagerulle og skær strimler med en bredde på ca. 1 1/2 cm af dejens korte side. Sno strimlerne til snurrer ved at sno enderne af strimlerne i hver sin retning og dernæst rundt om din hånd. Kom snurrerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Dæk bagepladen med et rent viskestykke og lad snurrerne efterhæve i 30 minutter.

5

Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Pisk et æg med en gaffel og pensl snurrerne med ægget. Bag snurrerne i ca. 12-15 minutter, til de er gyldne og gennembagte og lad dem derefter afkøle på en bagerist.

Tips og Tricks


Opskriften bruger Nocciolata, men du kan også bruge Nutella eller en hjemmelavet portion chokoladesmørepålæg, hvis du har det på lager. Brug gerne hasselnødder eller andre nødder i stedet for mandler, du kan også prøve at tilsætte forskellige slags. Snurrerne er nemme at lave, men du kan eventuelt Google dig frem til en video af, hvordan snurrerne snurres, hvis du har svært ved at tyde opskriftens vejledning - det er heldigvis super nemt! Og går det helt galt, kan du altid rulle dejen til en roulade og lave snegle i stedet.


Nutellasnurrer med mandler og chokoladeSnurrer med nutella

Tags