Bønnemos passer godt som fyld i tortilla pandekager, tacos eller som tilbehør i en mexicansk salat. Bønnemosen er krydret, nem, billig og velsmagende. Jeg serverer den gerne i en salat bestående af ovnbagte søde kartofler, stegte majs, agurk, cherrytomater, peberfrugt, spidskål, guacamole, syltede rødløg og ristede mandler.
Ingredienser
1 dåse sorte bønner
1 spsk olivenolie
1 fed hvidløg
1 lille løg
1 tsk spidskommen
Frisk chili
Friskkværnet salt og peber
1 spsk citronsaft
Fremgangsmåde
Kom olivenolie i en kasserolle og skru op for varmen.
Steg finthakket løg og hvidløg ved middelvarme og tilsæt finthakket chili efter smag.
Derefter tilsættes bønner samt den væske de ligger i, spidskommen, salt, peber og citronsaft. Lad bønnerne simre ved lav varme i 10 minutter og mos dem med en gaffel.
Tips og Tricks
Blend eventuelt bønnemosen med en stavblender og brug den som dip til sprøde grøntsager eller tortilla chips. Du kan også komme den i en tortilla pandekage med lidt ost, fold pandekagen på midten og varm den et par minutter på hver side på en middelvarm pande.