Mexicansk inspireret salat med falafler, tortilla chips, syltede rødløg og salatost er en nem, velsmagende og mættende måltidssalat, som kan laves på kort tid og gerne som større portion, så der både er til frokost og aftensmad. Salaten har det hele - den er fyldig med sine sorte bønner og bulgur, den er sprød pga. grønkål, spidskål og tortilla chips, og så er den cremet som resultat af salatost, creme fraiche og salsa.
Ingredienser
Salat
1/2 spidskål
125 g. grønkål
1 1/2 dl. bulgur
4 1/2 dl. vand
165 g. majs, en lille dåse
135 g. sorte bønner, en lille dåse
150 g. salatost
En håndfuld frisk persille
1 spsk. olivenolie
1/2 citron, saften heraf
Friskkværnet salt og peber
Toppings
6-8 stk. falafler
Syltede rødløg
50 g. tortilla chips
50 g. creme fraiche 9%
50 g. salsa
Fremgangsmåde
Tilbered falafler (3-4 stk. pr. person) efter pakkens anvisning. Skyl bulgur i koldt vand og kog det derefter i letsaltet vand i ca. 12 minutter ved middelvarme under hyppig omrøring.
Snit i mellemtiden skyllet spidskål, grønkål og persille fint og kom grøntsagerne i en skål med citronsaft og olivenolie. Masser kålen så den falder let sammen og bliver lettere at fordøje.
Dræn væsken fra dåsen med sorte bønner og majs og tilsæt så færdigkogt bulgur, salatost, sorte bønner og majs til salaten. Rør godt rundt og smag til med salt og peber.
Portionsanret salaten og top den med falafler, syltede rødløg, tortilla chips, cremefraiche og salsa.
Tips og Tricks
Drys gerne lidt chiliflager over salaten og tilsæt avocado, hvis du foretrækker det. Prøv også at vælge en stærk salsa, eller lav din egen for lidt ekstra smag. Erstat gerne salatosten med revet rød cheddar for at gennemføre den mexicanske smag. Glem endelig ikke at massere din kål - det lyder underligt, men det gør salaten lettere at tygge og fordøje, når den masseres med hænderne, til den falder let sammen og bliver mere blød.