Der er utrolig mange forskellige varianter af brød. Denne opskrift er på et koldhævet grydebrød med durummel. Til denne opskrift er der ikke brugt surdej. Her er brugt Tipo 00 mel fra Italien samt durummel. Dette giver et meget let og luftigt brød sammenlignet med nogle af de mere grove kornsorter. Du kan dog godt udskifte melet med andre populære meltyper, hvis du har nogle andre i dit køkken.
Ingredienser
Brødet
320 ml vand
300 gram tipo 00 mel
160 gram durummel
3 gram gær
13 gram salt
Redskaber
Støbejernsgryde med låg
Røremaskine (hvis du har en)
Hævekurv (skål kan bruges)
Dejskærer (ikke strengt nødvendig)
Fremgangsmåde
Start med at komme vand og gær i en skål. Hvis du har en røremaskine kan du bruge skålen til denne. Rør din gær rundt og kom herefter al melen i. Rør lidt rundt og tilføj herefter salt.
Nu skal du ælte dejen. Du kan give den 5-7 minutter i din røremaskine, hvis du har en. Ellers skal du ælte den ca. 10 minutter i hånden.
Kom en lille smule olivenolie ned i skålen til dejen og sørg for, at dejen slipper siderne af skålen. Kom derefter låg eller film over skålen og sæt den i køleskabet. Du kan lade den stå i køleskabet alt mellem 8 til 30 timer.
Tag dejen ud af køleskabet og kom den ud på bordet med lidt olivenolie fra skålen. Nu skal du forme dit brød. Her kan du få lidt hjælp af en dejskærer, som du kan bruge til at forme brødet rundt. Du kan sagtens lave en anden form, hvis din hævekurv ikke er rund.
Kom en masse mel i din hævekurv og en smule på bordet. Fordel mel over dejen og læg den pænt ned i din hævekurv eller skål. Kom lidt mere mel på toppen af brødet og sæt den et varmt sted med et viskestykke over. Her skal den stå i ca. 2 timer. Tænd for ovnen efter halvanden time på 250 grader varmluft og sæt støbejernsgryden ind uden låg, hvis du har en.
Nu skal brødet flyttes over i støbejernsgryden. Tag gryden ud af ovnen og flyt nænsomt brødet fra kurven over i gryden. Du kan godt bruge et stykke bagepapir til at løfte brødet over i gryden. Pas på, at du ikke brænder dig på den varme gryde.
Kom gryden i ovnen med låg i ca. 25 minutter. Tag derefter låget af og giv brødet 15 minutter uden låg for at give brødet farve. Lad det stå i ca. 5 minutter før du begynder at skære skiver. Velbekomme!
Tips og Tricks
Der er mange forskellige varianter af grydebrød. Du kan både bruge surdej samt mange andre forskellige meltyper. Du kan sagtens eksperimentere med forskellige slags mel og forholdet mellem vand og mel. I denne opskrift ligger andelen af vand på 70% af andelen af mel. Dette er et almindeligt mål for fugtigheden af dejen, når man bager.