Cookies er oplagt at servere for gæster, for de kan laves i én skål og på kort tid. Disse cookies emmer af jul, eftersom de er fyldt med hasselnødder, kardemomme, tørrede tranebær og vanilje. Server dem til et glas koldt mælk og lav gerne en stor portion, hvis du er kørt træt i de traditionelle julesmåkager.
Ingredienser
150 g. smør, stuetemperatur
100 g. brun farin
100 g. sukker
1 æg
50 g. grovvalsede havregryn
150 g. hvedemel
2 tsk. vaniljepasta
100 g. hasselnødder
0,5 tsk. groft salt
0,5 tsk. kardemomme
60 g. mørk chokolade
60 g. hvid chokolade
75 g. tørret tranebær
Fremgangsmåde
Pisk smør luftigt med farin og sukker. Tilsæt derefter æg og pisk igen. Bland så hvedemel, havregryn, kardemomme, salt, tranebær og vaniljepasta i dejen. Hak hasselnødder, hvid og mørk chokolade groft og bland det i dejen.
Tril cookierne til 14 kugler og tryk dem en smule flade. Bag dem i en forvarmet ovn på 200 grader (varmluft) i ca. 12-15 minutter, til de er gyldne og sprøde i kanterne. Lad dem køle af på en rist.
Tips og Tricks
Lav med fordel julecookierne dagen forinden, så længe de opbevares i en lufttæt beholder eller i en småkagedåse, så kan de nydes flere dage i træk. Hvis ikke du har hasselnødder så erstat dem med mandler og erstat også gerne den mørke chokolade med mælkechokolade, hvis du foretrækker det. Du kan også trille cookiedejen i små kugler og fryse dem, så du altid kan byde på nybagte lune cookies.