Er der noget bedre end duften og smagen af nybagte boller? Her får du en opskrift på saftige hirseboller med hirseflager, fuldkornsmel og kefir. Bollerne er et skønt alternativ til almindelige grovboller, og så er de lige så nemme at bage og smager skønt på morgenbordet eller som sandwichbrød i madpakken.
Ingredienser
25 g. gær
2 dl. vand
2 dl. kefir
2 spsk. olivenolie
2 tsk. groft salt
1 spsk. flydende honning
100 g. hirseflager
50 g. fuldkornsmel
400 g. hvedemel
Fremgangsmåde
Opløs gæren i lillefingervarmt vand, tilsæt kefir, olivenolie, salt, honning, hirseflager og fuldkornshvedemel. Tilsæt hvedemel lidt efter lidt. Brug en røremaskine, eller ælt dejen med hænderne i ca. 10 minutter, til den er blank, blød og ensartet. Kom et viskestykke over dejen og lad den hæve et lunt sted i 1 time.
Form ca. 8 boller af dejen og placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad dem efterhæve i 45 minutter. Pensl evt. bollerne med lidt mælk eller pisket æg og drys med hirseflager.
Bag bollerne i ovnen ved 200 grader varmluft, til de er gyldne og gennembagte, det tager ca. 15 minutter.
Tips og Tricks
Hirsebollerrne kan sagtens fryses, så kan du med fordel dryppe lidt kold vand over dem, inden de bages. Hvis ikke du har kefir, kan du sagtens bruge kærnemælk, yoghurt naturel, skyr, græsk yoghurt eller endda en rest koldskål som alternativ.