Grønkålssalat med gorgonzola, pære og quinoa


Grønkålssalat

Hvis du har brug for ny salatinspiration, kan du starte med at lave den her enkle og sprøde salat med grønkål, quinoa, pære, gorgonzola og ristede valnødder. Server salaten som tilbehør til en varm efterårs- eller vinterret, eller spis den med godt brød til for et let måltid.

Ingredienser


Quinoa

1 1/2 dl. quinoa

5 dl. vand

Et nip salt

Grønkål

150 g. fintsnittet og skyllet grønkål

2 tsk. æblecidereddike

1 spsk. honning

Et nip salt

Fyld

2 stk. pærer

4 medjool dadler

75 g. gorgonzola

50 g. valnødder

Balsamicoglaze

Fremgangsmåde


1

Skyl quinoa grundigt og kog det i rigeligt vand i 12 til 15 minutter. Hæld det overskydende vand fra, når frøene er møre og har suget det meste af væsken til sig.

2

Masser grønkål med eddike, honning og salt til det falder let sammen.

3

Fjern kernehusene og skær pærer i fine både. Fjern sten og skær dadler i tern. Rør grønkål, kogt quinoa, pære og dadler godt sammen til en salat. Smuldr gorgonzola i salaten.

4

Rist valnødder kort på en tør pande ved middelvarme. Drys ristede valnødder over salaten, og dryp med balsamicoglace.

Tips og Tricks


Skal det være ekstra lækkert, kan du honningriste valnødderne - det vil du ikke fortryde! Du kan også vende pærerene med lidt æblecidereddike, salt, peber og sukker og bage dem, til de er gyldne og møre. Brug gerne en anden blå ost afhængig af, hvor stærk du foretrækker den. Her er der brugt ‘Bornzola’.


Grønkålssalat med pære og gorgonzolaGrønkålssalat med blå ost

Tags