Proteinrige og glutenfrie cookies med hytteost, honning, mandelmel, havremel, kokosolie, vanilje og chokolade. En cookieopskrift, der hurtigt kan røres sammen og er ideel at servere for glutenfrie gæster (så længe havremelen er glutenfri). Lad dig ikke skræmme af hytteosten; den bidrager til, at cookiesene mætter godt, så du kan trygt skynde dig ud i køkkenet!
Ingredienser
200 g. hytteost
50 ml. akaciehonning
2 spsk. smeltet kokosolie (25 ml.)
40 g. havremel
100 g. mandelmel
1 tsk. vaniljesukker
50 g. chokolade 72%
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
Blend hytteost, honning og kokosolie cremet og uden klumper.
Rør mandelmel, havremel og vaniljesukker i hytteostblandingen.
Hak chokolade groft og rør det i dejen.
Tril 8 kugler af dejen og tryk dem flade på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag cookiesene i midten af ovnen i ca. 16-18 minutter, til de er gyldne og gennembagte.
Tips og Tricks
Det er vigtigt, at du blender hytteosten godt, så der ikke er klumper i dejen. Du kan med fordel bruge ahornsirup som alternativ til honning, og i stedet for at købe færdigt havremel kan du blende havregryn til fint mel i en kraftig foodprocessor. Opbevar dine cookies på køl.