Glutenfri brownie med sød kartoffel


Dessert

Sofie Engkjær
Glutenfri brownie

Hvordan foretrækker du din brownie? Jeg synes bedst om en klæg og let underbagt brownie - om den serveres varm og friskbagt eller kølig og intens på andendagen er underordnet. Tilsætter du en sød kartoffel til din browniedej resulterer det netop i en klæg og saftig brownie, som smager ekstra godt efter en nat på køl, og erstatter du hvedemel med havremel, får du en glutenfri brownie, som kan nydes af enhver.

Ingredienser


1 sød kartoffel, mellemstørrelse

2 dl. ahornsirup

1 dl. nøddesmør

2 spsk. æblemos el. smeltet kokosolie

1 tsk. bagepulver

1 dl. bagekakao

2 dl. havremel

Et nip vaniljepulver

Et nip flagesalt

50 g. mørk chokolade

Fremgangsmåde


1

Skræl kartoflen og skær den i mindre tern. Bring en gryde i kog og tilsæt ternene, skru ned på middel varme og småkog, til ternene er møre. Det tager ca. 15 minutter. Hæld vandet fra og blend ternene til en puré. Der skal gerne være ca. 2 dl. puré.

2

Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Rør kartoffelpuré, ahornsirup, nøddesmør og æblemos/olie godt sammen i en skål. Tilsæt bagekakao, havremel, vaniljepulver, salt og rør ingredienserne sammen til en homogen dej. Hak chokolade groft og vend i dejen.

3

Beklæd et mindre ovnfast fad med bagepapir og hæld dejen i fadet. Bag brownien i midten af ovnen i ca. 25 minutter, den må gerne være lidt klæg, når den tages ud. Opbevar brownien på køl.

Tips og Tricks


Nødder i brownies er lidt en smagssag, men jeg anbefaler at røre en 1/2-1 dl. grofthakkede valnødder eller pekannødder i dejen, det smager herligt og giver lidt bid. Jeg brugte en nøddesmør lavet af mandler, cashew- og hasselnødder, men du kan også bruge ren mandelsmør eller peanutbutter. Hvis din nøddesmør er saltet, kan du undlade salt eller nøjes med at tilsætte et lille nip. Spis gerne vaniljeis til brownien, hvis du serverer den til dessert.


Sundere brownieBrownie med sød kartoffel

Tags