Har du hørt om cowboy cookies? Det er amerikanske cookies med havregryn, kokosmel, valnødder og chokolade. Min opskrift er en sundere udgave, da jeg har brugt fuldkornsmel, honning og en mindre mængde smør. Derfor får cookiesene også en mere kageagtig konsistens, men de er stadig lige så sprøde og tilpas søde. Skønne som en snack midt på eftermiddagen!
Ingredienser
45 g. honning
30 g. smør
1 æg
1/2 tsk. bagepulver
1/2 tsk. vaniljesukker
100 g. hvidhvede fuldkornsmel
30 g. havregryn
20 g. kokosmel
En knivspids havsalt
40 g. mørk chokolade
40 g. valnødder
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 180 grader. Smelt smør og honning, og lad det køle lidt af, inden det hældes i en skål. Pisk ægget i smørblandingen, og rør derefter bagepulver, vaniljesukker, mel, havregryn og kokosmel i skålen.
Hak chokoladen og valnødderne groft, og rør dem i dejen.
Form 7 cookies, og tryk dem flade på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dine cookies i ca. 10-13 minutter, til de er gyldne. Lad dem køle af, inden de serveres.
Tips og Tricks
Hvis du har kokosflager, kan du sagtens bruge dem i stedet for kokosmel. Brug også gerne grovvalsede havregryn for en mere grov struktur. Jeg foretrækker at tilsætte valnødder, men jeg er sikker på, at det bliver lige så lækkert med pekannødder. Opbevar dine cowboy cookies i en lufttæt beholder ved stuetemperatur.