Hvad siger du til en fyldig couscoussalat med bagte søde kartofler, grønkål, granatæblekerner, kikærter, æble og salatost? Couscoussalater er geniale, for couscous giver fylde og skal ikke koges som quinoa og bulgur, hvilket nedsætter tilberedelsestiden. Salaten her egner sig godt som en måltidssalat i efteråret og vinteren, når råvarerne er i sæson, men den smager også godt som tilbehør til veggiedeller og hummus.
Ingredienser
Couscous
1 dl. couscous
2 dl. kogende vand
1/4 tsk. fint salt
Søde kartofler
500 g. søde kartofler
1/2 spsk. olivenolie
Friskkværnet salt og peber
Salatfyld
150 g. grønkål, finthakket
100 g. granatæblekerner
1 æble
1 dåse kikærter, 240 g. drænet vægt
100 g. salatost
Dressing
1 tsk. ahornsirup
1 tsk. citronsaft
1 tsk. olivenolie
Fremgangsmåde
Start med at tænde ovnen på 180 grader varmluft. Skræl søde kartofler og skær dem i mundrette tern. Kom ternene på en bageplade beklædt med bagepapir og vend dem i olivenolie, salt og peber, inden de bages i 25-30 minutter, til de er gennembagte.
Skyl couscous grundigt i en si og kom så couscous i en skål med kogende vand og salt. Overdæk skålen med en tallerken, så couscoussen kan trække. Stil skålen til side.
Skyl grønkål grundigt og kom det i en stor skål med ahornsirup, olivenolie og citronsaft. Brug hænderne til at massere kålen, så den bliver mør og falder let sammen. Skær æblet i fine tern og skyl kikærter grundigt i en si. Rør bagte søde kartfoler, couscous, æbletern, kikærter, granatæblekerner og salatost i skålen med grønkål. Smag til med salt og peber.
Tips og Tricks
Salaten holder sig et par dage på køl, så det er oplagt at tage den med i madpakken som en frokostsalat - i så fald kan du tage en bolle med som tilbehør. Rist gerne kikærterne sammen med søde kartoflerne, de skal have ca. 20 minutter, til de bliver gyldne og sprøde. Drys gerne hvidløgspulver over søde kartoflerne og kikærterne for ekstra smag. Ligger din salatost i en krydderolie, kan du med fordel bruge den olie som alternativ til olivenolie - både til at massere grønkålen med og til at drysse over søde kartoflerne inden bagning.