Blondie med hindbær og mandler


Dessert

Sofie Engkjær
Blondie med hindbær

Bag en lys udgave af den velkendte brownie, en såkaldt blondie, med hvid chokolade, mandler og friske hindbær. Den søde hvide chokolade komplimenteres af syrlige hindbær og sprøde mandler, hvilket giver en lækker, tung og konfektagtig kage. Bag kagen dagen inden servering og opbevar den på køl.

Ingredienser


100 g. smør

150 g. hvid chokolade

90 g. rørsukker

1 tsk. vaniljesukker

2 æg

100 g hvedemel

1/4 tsk. fint salt

50 g. mandler

125 g. friske hindbær

Fremgangsmåde


1

Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Hak hvid chokolade groft.

2

Smelt smør i en lille gryde. Tag gryden af varmen og tilsæt 100 g. hakket hvid chokolade. Rør rundt og lad blandingen køle af.

3

Pisk rørsukker, vaniljesukker og æg lyst og skummende med en håndmixer. Si hvedemel og salt i dejen og rør godt rundt med en dejskraber. Vend blandingen af smør og chokolade i dejen sammen med grofthakkede mandler og den resterende chokolade.

4

Hæld dejen i en form beklædt med bagepapir. Stik forsigtigt hindbær i dejen. Bag kagen i ca. 35 minutter, til toppen er gylden og dejen gennembagt. Bag gerne kagen dagen inden servering og opbevar den må køl.

Tips og Tricks


Bag endelig ikke kagen for længe, den skal gerne være gylden på toppen og lidt klæg i det. Det gør blondien mere dekadent og konfektagtig. Du kan eventuelt riste mandlerne på en tør pande ved middelvarme, inden du hakker og rører dem i dejen. Hvis dine hindbær er meget modne, kan du med fordel vende dem i en skefuld hvedemel, inden du stikker dem i dejen.


Hvid brownie med hindbærBlondie med hindbær og mandler

Tags