Sunde, søde og nærende bananpandekager er en sand hverdagsluksus. Lav gerne en stor portion, så er der både til morgenmad og mellemmåltider. Husk at bruge modne bananer, gerne med brune pletter, så er du sikret en portion søde pandekager.
Ingredienser
2 modne bananer
2 æg
2 dl. havregryn
1 dl. mandeldrik el. anden mælk
1 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljesukker
Et nip salt
Kokosolie eller smør til stegning
Fremgangsmåde
Kom alle ingredienser i en skål og blend, til du får en glat og ensartet dej, med en stavblender eller i en almindelig blender.
Smelt smør eller kokosolie på en middelvarm pande og steg pandekagerne i ca. 2-3 minutter på hver side. Server eventuelt pandekagerne med peanutbutter, kompot, granola og ahornsirup.
Tips og Tricks
Server pandekagerne med peanutbutter, brombærmarmelade, et drys granola og ahornsirup som på billedet eller prøv at toppe dem med en skefuld græsk yoghurt, blåbær og hakket mørk chokolade. Du kan sagtens fryse pandekagerne, så har du morgenmad til travle dage.