Asiatisk inspireret nudelsalat


Hovedret

Sofie Engkjær
Nudelsalat med mango

Jeg er stor tilhænger af salater, der mætter og kan laves i store portioner, så der er nem mad til flere dage. Det er netop tilfældet ved den asiatisk inspireret nudelsalat med friske koriander, spidskål, mango, gulerødder, bønnespirer og en dressing af sesamolie, lime og agavesirup. En frisk nudelsalat som kan spises som et måltid i sig selv eller som tilbehør til asiatisk inspireret mad.

Ingredienser


Nudelsalat

200 g. risnudler

1 håndfuld frisk koriander

1/2 rød spidskål

1 mango

3 gulerødder

2 forårsløg

150 g. bønnespirer

Peanuts til toppen

Sesamdressing

2 spsk. sesamolie

2 lime, saft og skal heraf

3 tsk. agavesirup

Lidt salt

Fremgangsmåde


1

Kog risnudler efter anvisning på pakken, de skal typisk koge 3-4 minutter i letsaltet vand. Hak skyllet spidskål fint og skræl skyllet mango, der ligeledes skæres i fine strimler. Brug en kartoffelskræller til at lave tynde bånd af gulerødder og hak derefter forårsløg fint. Kom kogte risnudler, finthakket spidskål, mango, forårsløg, bånd af gulerødder, bønnespirer og hakket frisk koriander i en skål.

2

Rør sesamolie, limesaft, limeskal og agavesirup sammen til en dressing og smag til med salt. Bland risnudelsalaten med sesamdressingen og pynt salaten med peanuts inden servering.

Tips og Tricks


Nudelsalaten kan naturligvis varieres med forskellige grøntsager, prøv for eksempel at tilsætte hakket frisk chili, citrongræs eller finthakket rød peber til salaten. Desuden smager nudelsalaten særligt godt serveret med peanutdip til.


Nudelsalat med spidskålNudelsalat med dressing

Tags